Profil

fordybelse + faglighed + integritet

Fordybelse bag skærmen

Jeg har altid elsket at fordybe mig i ting. Da jeg var barn lånte jeg alle bøger om hajer eller alle bøger om spøgelser, og læste dem forfra og bagfra. Det var dengang man kunne finde ALT om hajer, og tilgængelig viden begrænsede sig til bibliotekets udvalg. Sådan er det ikke længere. Nettet et stort og i evig forandring. Viden forsvinder og dukker op i foranderlig strøm, og facitlister finder man sjældent. Med internettets udbredelse er verden blevet både større og mindre, men frem for alt meget meget mere kompleks og foranderlig. Jeg bruger stadig meget tid på at fordybe mig både i bøger men også i blogindlæg, forumindlæg, artikler og dokumentationer på nettet.

Faglighed i en hvirvelstrøm

Nettets kompleksitet, vækst og foranderlighed stiller store krav til os der arbejder med web. Store krav til at holde sig opdateret, store krav til at kunne gennemskue, store krav til at forstå og store krav til at kommunikere.  Jeg bruger løbende tid på at læse op på nye tiltag og tjekker jævnligt dokumentationen for de systemer, jeg arbejder med, for at sikre mig at mine løsninger lever op til aktuelle krav.

Når jeg arbejder, finder jeg stor glæde ved at afprøve flere metoder for til sidst at vælge den mest hensigtsmæssige. Jeg vil ikke bare finde løsninger, jeg vil finde de bedste løsninger!

Integritet

Når du arbejder i webbranchen, så er tillid enormt vigtigt. Det er så nemt at snyde og tage ved næsen, og for mig er det vigtigt, at kunderne kan stole på, at jeg varetager deres interesser, og holder hvad jeg lover. Jeg prøver efter bedste evne at forklare mine kunder, hvordan tingene fungerer, og hvorfor dette og hint er nødvendigt. Ind i mellem må jeg dog give fortabt og blot sige:

Det er svært at forklare, men du må stole på mig når jeg siger at det er vigtigt at...

Hvorfor essentialisme

Jeg har altid syntes det er interessant at reducere ting til det absolut mest nødvendige. Hvor lidt tøj kan jeg egentlig nøjes med at pakke uden at komme til at mangle noget? Hvor få ingredienser kan jeg nøjes med og stadig lave en velsmagende kage? Hvor få plugins kan jeg nøjes med at installere, for at opnå den funktionalitet jeg ønsker på en hjemmeside? Hvordan sikrer jeg mit website mod hacking med mindst mulig arbejdsindsats? Læs mere om hvordan jeg arbejder med essentialisme.

Gitte Bergmann Søgaard Olsen

Webnørd, Cand. mag, lærer, familiemenneske, hestepige og essentialist

CV

1986

Elev på Lille Næstved Skole

Jeg fik lært at læse, skrive, regne og en masse andet, som ikke var en del af Fælles Mål. På skolebiblioteket fordybede jeg mig i bøger om heste, hajer og spøgelser.

1997

 Student på Næstved Gymnsium

Matematisk student, hvor der både blev festet og terpet. Jeg fik også mulighed for at opleve en total solformørkelse på studietur i München. Det var en uforglemmelig oplevelse.

2000

Studerende ved Roskilde Universitetscenter

Her læste jeg Historie, Filosofi og Videnskabsteori. Der blev stadig festet en del, men jeg fik også fordybet mig i alt fra danske emigranter i Amerika, venskab og Epikur ikke mindst, som jeg stadig lader mig inspirere af både arbejdsmæssigt og privat.

2007

Lærer i Grundskolen

Her underviste jeg i historie, naturfag og idræt og kunne styre 25 friske børn på en gang. Gennemførte en meritlæreruddannelse ved siden af mit fuldtidsarbejde. Jeg savnede fordybelsen og lærte, at jeg alligevel ikke skulle være lærer.

2013

Selvstændig webnørd i livets skole

Det hele startede i 2013 med en blog om heste, hvor jeg blev så irriteret over, at jeg ikke kunne få det til at fungere, som jeg ville have det. Derfor besluttede jeg mig for, at lære hvordan man laver hjemmesider. Jeg blev mildest talt bidt af det og i en periode drømte jeg om HTML og CSS-koder om natten.

Et halvt år senere stiftede jeg virksomheden Gittes Hjemmesider, som senere er blevet til WEBessens. I starten havde jeg et sjovt deltidsjob hos Kara Noveren (nu ARGO), hvor jeg lavede rundvisninger og PR på Energitårnet, alt imens jeg lavede hjemmesider om aftenen og i weekenden. Siden januar 2017 har jeg drevet virksomhed på fuld tid. Bloggen hobbyheste.dk har jeg stadig, og jeg driver den som en del af min virksomhed.